Fodbold – serie 2 for herrer
Stoholm IF – MorsØ 2-4 (2-1)
Målscorere for SIF:
1-1 (selvmål – 27. minut)
2-1 v. Nicolaj Christensen (str. – 35. minut)
Efter det overraskende point i lokalopgøret onsdag aften i Højslev, var der forventninger om udbygning af pointtotalen, da SIF fredag aften på hjemmebane fik besøg af MorsØ. På papiret en særdeles vigtig dyst, da morsingboerne før matchen havde 4 point mod SIF’ernes 2 point. Desværre blev det til et nederlag, og derfor er stoholmerne fremdeles udfordret i den nedre del af tabellen.
Det virkede til, at den hårde onsdagsdyst sad i benene, for der manglede den friskhed, der ellers har været mod både Hanstholm og Højslev Station. Det korte af det lange er, at udeholdet fik en fortjent sejr, for de havde en klar overvægt i spil og chancer.
Det udnyttede de til at bringe sig foran med 1-0 godt halvvejs i 1. halvleg, men på 10 minutter fik værterne lidt ud af det blå vendt kampen på hovedet. Først kom udligningen i form af et kuriøst selvmål – bolden blev fra forholdsvis lang afstand sat op i målhjørnet uden chance for gæsternes målmand. Ikke lang tid efter tog en MorsØ-forsvarer hånden til hjælp i feltet, og dommer Kenneth Velling pegede på pletten og gav samtidig en advarsel til morsingboen. Nicolaj Christensen var sikkerheden selv og bragte SIF på 2-1, og halvlegen sluttede med hjemmeholdet i overtal med en spiller men ingen yderligere scoringer.
Desværre blev stort set hele 2. halvleg op ad bakke, og allerede i det 52. minut faldt udligningen, da SIF-forsvaret ikke fik ekspederet bolden ud af farezonen. Den stilling holdt til omkring det 75. minut, hvor Heine Kristensen fik en særdeles tynd advarsel, og som SIF-publikummet under tribunen hurtigt konstaterede, så ville det blive hårdt 10 mod 11, når mandskabet i forvejen var maksimalt udfordret 11 mod 11. Det kom desværre til at holde stik – gæsterne nettede i det 77. og 79. minut, og selvom SIF forsøgte at presse på i slutfasen, så ebbede minutterne ud, og det sluttede 2-4.
Efterfølgende fik Emil Blingedal for anden kamp i træk de fleste fidusstemmer på en dag, hvor det som nævnt så ud til, at fysikken var presset af to kampe med kort mellemrum. Nu bliver der mulighed for træning tirsdag og torsdag, for de resterende 10 kampe spilles de kommende 10 lørdage. Lørdag d. 29. august er det på udebane mod Sallingsund FC på Interfjord Park i Glyngøre – der er kampstart klokken 15.45, og her skal SIF gerne have point med hjem i sportstaskerne.