Sikker Stoholm-sejr på Mors

KAMPENSSPILLERE: Oskar Priess og Rasmus Kudsk.

Fodbold - serie 3 for herrer

MorsØ FC - Stoholm IF 0-4 (0-2)

Målscorere for SIF:

0-1 v. Mads Ulrich Sørensen (18. min.)

0-2 v. Anders Børsting (20. min.)

0-3 v. Andreas Kirketerp-Møller (65. min.)

0-4 v. Lee Madsen (85. min.)

 

Stoholm IF-Fodbold var forberedt på en svær og udfordrende dyst, da mandskabet onsdag aften drog til Morsø Multipark for at møde MorsØ FC. Men da dommer Mads Frantsen - der i øvrigt dømte glimrende uden brug af kort - fløjtede af efter de 90 minutters strabadser, var det med en indiskutabel 4-0 sejr til udeholdet, der var i fin kontrol i stort set hele opgøret.

Efter en indledning hvor de to hold lige skulle se hinanden an, fik fjandboerne to gyldne minutter knap midtvejs i 1. halvleg. Først afsluttede Mads Ulrich Sørensen resolut til 0-1 efter et godt raid op ad venstrekanten af Oskar Hansen - dernæst klappede Anders Børsting flot bolden i nettet lidt uden for feltet til 0-2, så det gav god ro resten af halvlegen. Kort før pausefløjtet fik hjemmeholdet en meget stor chance, men her var Andreas Svenningsen i målet på plads og fik reddet kastanjerne ud af ilden, så de 2-0 holdt 1. halvleg ud.

I de sidste 45 minutter fortsatte Stoholm IF-Fodbold med at være i teten, og det blev til yderligere to mål. Først headede anfører Andreas Kirketerp-Møller bolden i nettet tæt under mål, og i slutfasen fik Lee Madsen sat trumf på, så det hele endte med de sikre cifre 4-0 til udeholdet.

Der kunne godt være scoret yderligere mål i 2. halvleg, men det blev der altså ikke. Samtlige spillere skal have ros for en absolut godkendt indsats, hvor der blev ydet og arbejdet meget fornuftigt.

Dermed kunne Kian Lykke og Jacob ”Døgner” Sørensen på sidelinjen glæde sig over en perfekt optakt til det kommende lokal- og topopgør mod Højslev Station - det bliver en helt sikkert en spændende match.

Den kamp spilles allerede i morgen aften - fredag d. 29. maj - med kampstart klokken 19.00 på Karlsen Arena i Stoholm.

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside