Fodbold - serie 3 for herrer
Løgstrup - Stoholm IF 3-0 (0-0)
Stoholm IF - Viborg FF 2-1 (0-1)
Målscorere for SIF:
1-1 v. Emil Kristensen (55. min.)
2-1 v. Noah Lykke (65. min.)
I efterårets fjerde forsøg lykkedes det endelig for Kian Lykke og co. at finde vej til modstanderens mål - og det gav på samme tid en særdeles tiltrængt sejr.
Nu skal ret være ret og kronologien være i orden, men på grund af rejseaktiviteter så har der ikke været et referat af sidste onsdags dyst i Løgstrup. Den får meget få ord med på vejen her, da det efterhånden er ved at være noget tid siden, men LGIF’erne fik en fortjent gevinst, selvom SIF’erne spillede fint med undervejs. Efter en målløs 1. halvleg fik hjemmeholdet hul på bylden, da de bragte sig foran med 1-0 efter knap en times spil. Den føring blev udbygget i slutfasen, så det hele sluttede med en indiskutabel 3-0 sejr til værterne i en match, hvor stoholmerne også havde deres forsøg i løbet af de 90 minutter…..
SÅ - dermed hed det altså tre nederlag og en måltotal på 0-10, inden lørdagens opgør mod Viborg FF hjemme på Karlsen Arena i Stoholm. Viborgenserne havde inden weekendens møde fået et nederlag samt to uafgjorte, så betydningen var ikke til at tage fejl af.
Det startede ikke godt for det purunge SIF-mandskab, der allerede i opgørets 5. minut kom bagud, da en VFF-spiller fik alt for meget tid og plads i SIF-målfeltet. Hjemmeholdet virkede groggy, men det lykkedes dog at undgå at få flere mål i mod sig, og der var muligheder i begge ender af banen - den største tilfaldt Noah Lykke, der var helt alene og upresset med VFF’s målmand, men afslutningen blev læst. I slutfasen af 1. halvleg fik Lee Madsen et gult kort, men det overlevede SIF’erne også, og så kom der en afgørende første halvdel af 2. halvleg, der tippede matchen i værternes favør.
Først fik Emil Kristensen sendt et frispark mod mål - det gik mellem venner og fjender og havnede pludselig i VFF-målet. Det var simpelthen efterårets første scoring, og det lunede selvsagt. Kort tid efter viste Noah Lykke endelig målnæse, da han sikkert udplacerede gæsternes målmand, og det skulle altså senere vise sig at blive dystens sidste mål. Det var nervepirrende i slutfasen - Liam Lykke fik et gult kort for at sparke bolden væk efter et dommerfløjt, så da dommer Henrik Junge fløjtede af efter 94 minutters spil, var glæden ikke til at tage fejl af. Næste match bliver meget, meget vanskelig, for det er nemlig ude mod topholdet Ørslevkloster på fredag d. 30/8 - der er start kl. 19.15.