Fodbold - serie 4 for herrer
Stoholm IF - Ørslevkloster IF 4-0 (4-0)
Målscorere for SIF:
1-0 v. Erik Pedersen (4. min.)
2-0 v. Mathias Jørgensen (9. min.)
3-0 v. Liam Lykke (21. min.)
4-0 v. Morten Groth (22. min.)
Vejret var perfekt, så Stoholm IF-Fodbold kunne ikke ønske sig mere, da årets Super-Lørdag løb af stablen i weekenden. OG - det blev nok engang en stor succes med rigtig mange mennesker på boldbanerne i løbet af dagen, og alle Stoholm IF-Fodbolds omkring 20 turneringshold var også i aktion undervejs. I år blev dagen krydret med Stoholm Handelsstandsforenings straffesparkskonkurrence - 10 erhvervsdrivende/firmaer dystede, og det blev Stoholm Fritids- og Kulturcenter, der løb med sejren i dette års udgave.
Super-Lørdag - i sin tid opfundet af Anton Konradsen tilbage i 2012 - er og bliver en festdag for Stoholm IF-Fodbold, men også for hele byen som helhed, da mange heldigvis besøger boldbanerne og området i løbet af dagen.
I år blev der spillet mange gode kampe med fine Stoholm IF-Fodbold resultater til følge, og med det særdeles gunstige vejr var omsætningen ved salgsstederne også markant højere end sidste år, hvor det stort set regnede hele dagen. Sådan er det jo med udendørs arrangementer - lige så heldig man kan være med vejret - lige så uheldig kan man være - dette års udgave var begunstiget med skønt sommervejr.
Kian Lykkes tropper fik også afviklet deres kamp i serie 4 - mandskabet ender uanset hvad på tabellens 3. plads, så det betyder, at det også hedder serie 4 igen efter sommerferien. Lørdagens match havde allerede fundet sin afgørelse midtvejs i 1. halvleg, for der havde værterne sat de fire scoringer ind, som var dem der faldt i matchen.
Erik Pedersen, Mathias Jørgensen, Liam Lykke og Morten Groth scorede i nævnte rækkefølge, og der var bestemt store chancer i resten af opgøret også, men enten manglede SIF-spillerne den nødvendige skarphed foran mål, eller også stod ØK’ernes glimrende målmand i vejen, og dermed stod der altså 4-0 til SIF på måltavlen, da dommer Andreas Ploug Bess fløjtede den kortløse kamp af.
I sidste spillerunde skal Kian Lykke og co. ud i et nyt lokalopgør, når det gælder Vridsted på udebane. Det opgør spilles på fredag d. 20. juni i Vestfjends - der er kampstart klokken 19.00 - som tidligere skrevet, så ender Stoholm IF-Fodbold på rækkens 3. plads uagtet resultatet af forårssæsonens sidste dyst.
Foto fra Store Fodbold-Lørdag her