Fodbold - serie 4 for herrer
Stoholm IF - Viborg Vestermarken 9-0 (4-0)
Målscorere for SIF:
Lucas Bach 2 + Andreas Kirketerp-Møller, Oskar Hansen, Morten Groth, Mathias Jørgensen, Mads Elgaard Høgh, Noah Lykke og Lee Madsen
Der var meget stor forskel på de to mandskaber, da dommer Martin Mouridsen fredag aften fløjtede opgøret mellem Stoholm IF-Fodbold og Viborg Vestermarken op på Karlsen Arena i Stoholm. Hele 9-0 vandt fjandboerne i en dyst, hvor trafikken stort set var ensrettet i samtlige 90 minutter, og via 4-0 ved halvtid endte det altså med de lidt uhørte cifre, da det sidste dommerfløjt lød.
Ret skal være ret - udeholdet kunne godt have scoret to mål, for i 1. halvleg ramte viborgenserne stolpen, og i den absolutte slutfase havde de en friløber. MEN - var de to store chancer blevet udnyttet, så kunne hjemmeholdet også med rette have sagt, at deres ni mål med lethed kunne være blevet til 12, så derfor var 9-0 langt hen ad vejen et retvisende udfald.
Det siger sig selv, at matchen var blottet for spænding fra stort set første minut, og målene faldt som perler på en snor på en aften, hvor der var fint fremmøde og god stemning på tribunen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at stoholmerne ikke har haft en decideret målsluger i de seneste sæsoner, og det bar måloversigten fredag aften også præg af, for de ni scoringer blev fordelt på hele 8 forskellige målscorere - det var kun midtbanespiller Lucas Bach, der formåede at finde vej til nettet to gange.
Det var selvsagt en tilfreds cheftræner Kian Lykke, der kunne gøre kort status efterfølgende.
Emil Kristensen høstede de fleste fidusstemmer, da der skulle stemmes efter de 90 minutters fodboldspil, og nu venter der Stoholm IF-Fodbold en topkamp her i midtugen - igen på hjemmebane. Det er naboerne fra Højslev Station, der gæster Karlsen Arena i Stoholm, og de grønne HIF’ere er også startet ud med to sejre ligesom stoholmerne. Derfor bliver det helt sikkert tæt, når der fløjtes op kl. 19.00 nu på onsdag d. 20. august.