Nok en 2-0 gevinst til SIF-Fodbold

Fodbold - serie 4 for herrer

Skive IK - Stoholm IF 0-2 (0-1)

Målscorere for SIF:

0- 0-1 v. Mathias Jørgensen (40. min.)

0 0-2 v. Oliver Bigum (50. min.)

 

For anden gang i træk lykkedes det i starten af denne forårssæson for Kian Lykkes tropper at hente en 2-0 gevinst, da Skive IK blev besejret fredag aften i Egeris. Det var forholdsvis tæt undervejs, men dog var sejren fortjent, da gæsterne stort set holdt skibonitterne fra chancer gennem samtlige 90 minutter.

Omvendt vadede SIF’erne bestemt heller ikke i chancer undervejs, og det tegnede til en målløs 1. halvleg, da hurtige Mathias Jørgensen blev sendt afsted i en omstilling kort før pausen - Jørgensen afsluttede flot og sikkert, og så førte fjandboerne med 1-0, da dommer Kim Bennedsgaard fløjtede de første 45 minutter af.

Umiddelbart efter pausen kom så den sekvens, der skulle vise sig at afgøre dysten. Indskiftede Oliver Bigum tog frisk chancen fra kanten af feltet, og muligvis burde Skive IK-målmanden have afværget, men stor kredit til unge Bigum for at skyde, for det kan altså betale sig at ramme målet engang i mellem, og så stod der pludselig 2-0 til udeholdet.

Stoholmerne virkede i kontrol, men mandskabet skulle gøre det besværligt for sig selv ved næsten at spille en halv time i undertal i de sidste 45 minutter. Der sneg sig udisciplinerede gule kort ind i opgøret, da først Lee Madsen og Mathias Jørgensen ganske unødvendigt fik en advarsel - ydermere fik Jonas Gordon et gult kort for et frispark, hvilket dog var noget mere acceptabelt, men alt i alt betød det, at gæsterne mere eller mindre afviklede 2. halvleg i undertal. Det var der så råd til fredag aften i Egeris, men det er altså ikke sikkert, at det bliver ved med at gå - unødvendige advarsler bør blive taget af ”dagsordenen” hurtigst muligt, for det betyder bare, at holdkammeraterne skal arbejde det hårdere i undertal.

Sejren blev kørt i hus, og nok engang var indstillingen rigtig fin, så det skal der gives kredit for til alle spillere. Fra sidelinjen sprang specielt to spillere i øjnene - Lucas Bach og Andreas Kirketerp-Møller, og det viste sig da også efterfølgende, at det netop var en af de to, der fik de fleste fidusstemmer - nemlig sidstnævnte Kirketerp-Møller der sædvanen tro leverede en stort set fejlfri indsats i Stoholm-defensiven.

I den kommende runde gælder det et møde med Viborg Søndermarken på hjemmebane - der fløjtes op til den match på fredag d. 11. april klokken 18.30 på Karlsen Arena i Stoholm.

 

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside