Stoholm sluttede med sejr

 Lucas Bach

 

Fodbold - serie 4 for herrer

Alhedens IF - Stoholm IF 1-3 (1-1)

1-1 v. Lucas Bach (44. min.)

1-2 v. Emil Kristensen (51. min.)

1-3 v. Noah Lykke (81. min.)

 

Kian Lykkes Stoholm-tropper fik en glimrende afslutning på forårssæsonen, der jo allerede Super-Lørdag gav en hurtig returbillet til serie 3. Mandskabet sluttede fredag aften med et opgør i Frederiks mod Alhedens, der for deres del ikke kunne nå puljens 2. plads, der giver opspil - Alhedens var inden matchen sikker på at slutte på 3. pladsen.

Efter dysten havde cheftræner Kian Lykke følgende kommentarer til det, han havde overværet.

  • Alhedens kom med et godt tryk i de første 45 minutter, hvor vi ikke helt stod, som vi gerne ville. Derfor lignede det, at vi ville være bagud, når der skulle fløjtes til pause, men lige inden det fløjt kom, udlignede Lucas Bach for os, og det gav i den grad tro på tingene, kom det altså fra Kian Lykke.

I de sidste 45 minutter satte SIF’erne trumf på, og via scoringer af først Emil Kristensen og dernæst Noah Lykke endte det hele med en 3-1 sejr til stoholmerne efter en match, hvor dommer Gert Aaby ikke fik brug for kortene undervejs. Efterfølgende ”ramte” fidusen fuldt fortjent Noah Lykke, der spillede en meget flot kamp.

  • Vores 2. halvleg blev en af de bedste halvlege, som vi fik spillet i det her forår, så det var en perfekt afslutning på sæsonen. Jeg vil gerne sige tak for den store opbakning og støtte, som vi har fået undervejs, for det betyder rigtig meget for vores mange unge spillere, lød det afslutningsvis fra cheftræner Kian Lykke.

Nu bliver det spændende at se, om sidste efterårs 7. plads (og dermed nedrykning) fra serie 3 kan blive forbedret - det er i sagens natur det mål, som Stoholm IF-Fodbold skal gå efter. Nu er der dømt fodboldsommerferie, og inden efterårssæsonen sparkes i gang, er der naturligvis det traditionsrige Fjends Cup, hvor Kian Lykkes tropper sidste år endte på 4. pladsen.

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside