Fodbold - serie 3 for herrer
Stoholm IF - Mønsted IF 0-0
Det sluttede, som det startede, da de to Fjends-klubber fredag aften spillede lokalopgør på kunstgræsbanen i Stoholm. Begge mandskaber var inden den afsluttende match dømt til nedrykning til serie 4, og rundens pointdeling betød, at Stoholm sluttede på 7. pladsen med 9 point, mens Mønsted tog sig af 8. og sidstepladsen med de optjente 3 point. Da DBU Jylland i løbet af søndagen havde fået gjort status i alle de jyske seriekredse, viste det sig faktisk, at Nordvestmors undgik direkte nedrykning fra 7. pladsen i ”nabokredsen” til Stoholms serie 3, og morsingboerne havde ”kun” indsamlet 13 point, så det var faktisk ikke så langt fra - men dog alligevel ikke så tæt på…..
Når det altså ”kun” var fire point, der manglede, så kan man selvfølgelig sagtens finde dem undervejs i efterårets 14 kampe, men heldigvis var det ikke fredagens uafgjorte resultat, der kostede - som sagt kunne kampens glimrende, unge dommer Johan Hald Rahbek fløjte 90 både målløse og kortløse minutter af.
Igen skal Stoholms purunge tropper have ros for en indstillingsmæssigt absolut godkendt kamp, men mandskabet har notorisk haft svært ved at komme frem til de helt åbne chancer - og dermed også vanskeligt ved at få bolden i modstanderens net. Det blev efterårets 10. kamp ud af 14, hvor stoholmerne gik målløse fra banen - opgørets største Stoholm-chance tilfaldt Malte Jakobsen midtvejs i 1. halvleg, men afslutningen blev sendt et godt stykke over mål.
I den anden ende havde SIF-defensiven ikke de helt store problemer med at holde naboerne fra fadet, og på den måde lykkedes det så de to hold at holde ”clean sheet” for første gang i efteråret - dog skal det siges, at SIF rent faktisk kun har lukket 25 mål ind i 14 kampe.
Efterfølgende fik forsvarsstyrmand Andreas Kirketerp-Møller de fleste fidusstemmer - det har han efterhånden fået en del gange i det her efterår, så det viser jo med al tydelighed, at han har gjort det absolut godkendt. Det har de fleste spillere såmænd, men derfor er det selvsagt stadig ærgerligt, at det ender med nedrykning til serie 4 - det gjorde det i øvrigt også sidste efterår, mens forårssæsonen i både 2023 og i år har givet oprykning fra serie 4.
Nu er der kamppause - det betyder ikke, at Stoholm-spillerne stopper helt op, for der vil resten af efteråret og vinteren over være x-antal træninger på kunstgræsbanen. Trænersituationen er uændret i 2025, hvor det stadig vil være Kian Lykke, der er cheftræner, mens Lasse Toft ”Fynbo” Pedersen fortsætter som holdansvarlig for 2. holdet.