Fodbold - serie 3 for herrer
Skive IK - Stoholm IF 0-3 (0-1)
Målscorere for SIF:
0-1 v. Lee Madsen (35. min.)
0-2 v. Emil Kristensen (66. min. - str.)
0-3 v. Lucas Bach (81. min.)
En nærmest perfekt forårssæson blev rundet af med sejr og oprykning til Stoholm IF-Fodbold i varmen lørdag eftermiddag på bane 1 i Egeris. Aldeles imponerende af stoholmerne der altså som nyoprykket serie 3 hold tog den direkte vej videre op i serie 2. Det sker efter 12 sejre ud af 14 kampe - det startede med et åbningsnederlag hjemme på Karlsen Arena på 1-2 til Skals, og så blev top- og lokalopgøret i 11. spillerunde tabt med 1-4 hjemme til Højslev Station. Men det var der lige akkurat råd til, så Stoholm IF-Fodbold suser op i serie 2 med 36 point, mens naboerne fra Højslev Station får 35 point og skal i opspil.
Dommer Marcus Møller Henriksen fløjtede op 14.30, da det nærmest var allervarmest i lørdags, og det var tæt undervejs, men dog var Stoholm i kontrol i stort set hele opgøret. Det tog dog noget tid, før Lee Madsen på Emil Kristensens fremlægning fik sendt bolden i nettet - det skete omkring det 35. minut. Stillingen 1-0 til udeholdet holdt 1. halvleg ud.
Efter pausen blev der så sat trumf på via scoringer fra Emil Kristensen og Lucas Bach - det første var på det straffespark, som Lucas Bach fik sig tilkæmpet, og da selvsamme Bach nettede til 3-0 med knap 10 minutter tilbage, var dysten afgjort.
Jublen kunne bryde løs, da dommer Møller Henriksen fløjtede den kortløse match af, og så var der ellers lufttur til både cheftræner Kian Lykke og assistenttræner Jacob ”Døgner” Sørensen - øvrige omkring seniortruppen har jo hele året været Lasse ”Fynbo” Pedersen og målmandstræner Jan Asmussen.
Som nævnt rykkede 2. holdet op i serie 4 på Super-Lørdag, så det har i den grad været en succesfuld forårssæson, der altså sluttede på bedst mulig måde lørdag eftermiddag. Efter kampen var det Emil Kristensen og Liam Lykke, der fik de fleste fidusstemmer, men hele foråret har det været stabile holdindsatser, der har gjort, at det blev til MEGET flotte 36 point ud af 42 mulige. I Landspokalturneringen har det også gået derudaf med flere sejre - blandt andet over serie 2 holdene fra HVA Sydthy og Bruunshåb-Tapdrup-Arnbjerg, inden det sidste tirsdag blev til et markant 0-5 nederlag til Jyllandsserieholdet fra Kjellerup.
Nu er der dømt sommerferie, og så gælder det først Fjends Cup og sidenhen en spændende efterårsturnering, hvor de to seniorhold altså tørner ud i henholdsvis serie 2 og serie 4……….