Stoholm led dyrt nederlag

Benjamin Dalsgård

Fodbold - serie 2 for herrer

Stoholm IF - Sjørring IF 1-4 (1-2)

Målscorer for SIF:

0-1 v. Lee Madsen (15. min.)

 

Det gav desværre heller ikke point i efterårets anden hjemmekamp, og dermed står Stoholm IF-Fodbold fremdeles med de fire point, som oprykkerne flot fik i de første to særdeles svære udekampe mod henholdsvis Sparkær og HVA Sydthy. Men efterfølgende har mandskabet tabt 0-1 til Karup/Kølvrå 07 og altså fredag aften med 1-4 til Sjørring fra Thy, der spillede foråret i serie 1.

Cifrene var dog misvisende, og hvordan der kunne stå 1-2 ved pausen er stadig en gåde. Men de to gange hvor udeholdet var i nærheden af Stoholm-målet, scorede de, og hjemmeholdet brændte undervejs de mest utrolige chancer. Allerede inden Lee Madsens scoring efter cirka et kvarters spil - her scorede Madsen på en stolpe-ripost - havde fjandboerne haft to oplagte muligheder, så 1-0 var absolut fortjent efter indledningen. Men forskellen på serie 4 for et år siden og så serie 2 nu er altså skarpheden i begge felter - det kan allerede nu konstateres. For Sjørring fik vendt stillingen til 1-2, og så fulgte der ellers et chanceorgie i de sidste 10 minutter af 1. halvleg. Fodboldspillets allerstørste mulighed - nemlig et straffespark - fik SIF også, men Emil Kristensen brændte fra 11-meter pletten. Derudover var der tre friløbere, men det mest utrolige blev brændt, og så stod der altså 1-2, da dommer Lars Marinussen fløjtede til pause.

Man sad med den fornemmelse, at det ikke ville lykkes at få udlignet, når afslutningen på de første 45 minutter var, som det var tilfældet, og det kom desværre til at holde stik. Stoholmerne sad stadig solidt på spillet, men der var slet ikke det samme antal chancer i 2. halvleg. Tiden ebbede ud, og i den absolutte slutfase lukkede og slukkede thyboerne, så det på papiret blev en sikker sejr med cifrene 1-4 - derudover fik Lee Madsen et direkte rødt kort for noget tumult med en Sjørring-spiller, der for sin del fik en advarsel.

Efter kampen blev Benjamin Dalsgård stemt ind som bedste Stoholm-spiller på en dag, hvor værterne bestemt ikke følte, at der var dommertække fra dommer Lars Marinussen - for eksempel blev Oskar Hansen helt fri mod mål nedlagt allerede i det 2. minut, og spændingen gik på, om det ville blive et rødt eller gult kort til thyboen - men fuldstændig uforståeligt blev der slet ikke givet kort - det kunne have haft stor betydning, når det skete så tidligt i opgøret.

Det var en sur afslutning, så nu er håbet, at det snart vender, men det bliver bestemt ikke let med to meget svære udekampe i vente mod først Koldby/Hørdum og dernæst Viborg FF. Først gælder det en tur til Thy og Hørdum Stadion - det er på lørdag d. 29. august med det noget specielle tidspunkt 11.00 som kampstart.

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside