Stoholm vandt overraskende i Thy

Fodbold - serie 2 for herrer

Sjørring - Stoholm IF 0-2 (0-0)

Målscorere for SIF:

0-1 v. Oskar Hansen (55. min.)

0-2 v. Benjamin Dalsgård (85. min.)

 

Stoholm IF-Fodbold sikrede sig lørdag en uventet og særdeles kærkommen sejr, da mandskabet var på besøg på Sjørring Stadion. Gennemgår man de sidste mange års kampe på henholdsvis serie 3 og serie 2 niveau, så er det stort set aldrig med en sejr i Thy på CV’et for Stoholm IF-Fodbold, så derfor var det en solid overraskelse, at cheftræner Kian Lykke, assistenttræner Jacob ”Døgner” Sørensen og spillerne kunne notere sig tre point, da dommer Morten Sevelsted Nielsen fløjtede af.

Fjandboerne er stadig hårdt presset i bunden af tabellen, men lørdagens gevinst gav nyt mod, og så vil tiden vise, om SIF’erne kan komme væk fra den nedrykningsgivende 7. plads - der er tre spillerunder tilbage og to point op til Karup/Kølvrå på den 6. plads, der giver en ekstra chance i nedspil.

Kampen i Thy blev som ventet tæt - det var den omvendte match også, selvom det gav et på papiret klart 1-4 nederlag, men det var på ingen måde et billede af den kamp. Dysten på Sjørring Stadion var uden mål i de første 45 minutter, men heldigvis for gæsterne kom der gang i deres målscoring efter pausen.

I begge tilfælde stod Benjamin Bennedsgaard for oplægget, og det var to glimrende afleveringer, der banede vejen for først Oskar Hansens scoring omkring det 55. minut og dernæst Benjamin Dalsgårds befriende og afgørende mål i slutfasen. Det var også lidt en hjælp til udeholdet, at Sjørring fik hele tre gule kort undervejs - herunder to af dem i slutfasen og det betød selvsagt, at det værste pres fra hjemmeholdet udeblev mod slutningen af opgøret.

Efterfølgende fik målmand Andreas Svenningsen de fleste fidusstemmer, og det siger naturligvis også noget om kampens forløb, men generelt var efterretningerne fra dysten, at alle spillere gjorde det absolut godkendt - som tidligere beskrevet var Benjamin Bennedsgaard bestemt også i centrum med to fine assists.

Som sagt giver sejren i lørdags nyt mod på tilværelsen, selvom det stadig ser meget svært ud. Der skal gerne point på kontoen i stort set hver match, og allerede i den kommende weekend bliver det uhyre vanskeligt, når Koldby/Hørdum gæster Karlsen Arena i Stoholm. Thyboerne har halvandet ben i serie 1, så stoholmerne skal op på den helt store klinge, hvis pointmuligheden skal komme inden for rækkevidde - der er kampstart klokken 15.00 på lørdag d. 10. oktober i Stoholm.

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside