SIF led dyrt nederlag

Fodbold - serie 2 for herrer

Stoholm IF - HVA Sydthy 2-3 (1-3)

Målscorere for SIF:

1-1 v. Daniel Lund (20. min.)

2-3 v. Lucas Bach (65. min.)

 

Det var vel ret beset en af de såkaldte ”6 point kampe”, som Stoholm IF-Fodbold skulle ud i torsdag aften hjemme på Karlsen Arena i Stoholm. Modstanderen kom fra HVA Sydthy (Hurup, Vestervig og Agger) - et mandskab som SIF’erne spillede 0-0 mod i det første opgør på Hurup Stadion. Dermed ville en eventuel vinder også stå bedst i det indbyrdes regnskab, og desværre for stoholmerne, så var det med resultatet 2-3 til udeholdet, da dommer Brian Bitsch Kristoffersen fløjtede af efter de 90 minutters fodboldspil.

Hjemmeholdet fik en skidt start på kampen, da thyboerne bragte sig i front allerede efter cirka 10 minutters spil. Det tog dog ikke længe, før unge Daniel Lund udlignede med et flot mål - godt sparket ind fladt i målet. Men før pausen var thyboerne i front - endda med 1-3 - og det var den samme angriber, der nettede alle tre gange for gæsterne, så det lykkedes altså slet ikke at holde ham fra fadet i de første 45 minutter.

Efter pausen trak HVA Sydthy sig tilbage på banen, og Stoholm IF-Fodbold sad solidt på de sidste 45 minutter. Men det blev desværre kun til et enkelt mål - det var til gengæld flot - her blev en høj bold slået ind i feltet, og Oskar Hansen headede godt tilbage til Lucas Bach, der havde let ved at finde netmaskerne.

Trods en ihærdig indsats, så var det begrænset, hvilke muligheder SIF’erne kom frem til - Oskar Hansen var med et godt skud tæt på en udligning omkring det 80. minut, men der kom ikke flere mål i opgøret. Et enkelt gult kort blev det til i slutfasen - det var Oskar Hansen, der fik det for værterne.

Det var et hårdt slag for Stoholm IF-Fodbold i tabellen, og det bliver en hård kamp at forsøge at holde nedrykningsstregen på afstand - der mangler stadig seks kampe, så der er selvsagt pointmuligheder nok, men det er specielt de indbyrdes kampe, der er meget vigtige i forhold til stillingen. Kredsen er knækket over med fire hold, der kæmper om oprykning, mens de sidste fire mandskaber skal forsøge at komme fri fra nedrykningspladserne.

Næste match er IGEN meget vigtig - her gælder det en udekamp mod Karup/Kølvrå 07, som SIF tabte 0-1 til i den første kamp. Kampen spilles på Kølvrå Stadion på lørdag d. 19. september med kampstart klokken 14.00.

Velkommen til Stoholm IF´s hjemmeside